2: Lille og vågen

Af Rikke Raahauge

Fabeløs’ træer, holder på alle historier og hemmeligheder. De siger dem aldrig til nogen som helst.

De samler bare alle de historier og hemmeligheder, de hører,  sammen inde i deres stammer, og så løber de op og ned ad årerne på kryds og tværs og bliver blandet sammen med andre historier, som nogle gange er meget gamle, men som alligevel kan minde fuldstændig om historier fra i dag. 

Tænk! En masse de kunne fortælle de gode Krammetræer, hvis de gjorde det.

Men; Det gør de altså ikke.
De kan selvfølgelig også en hel del andre ting, men dem må du vente med at høre til en anden dag.

Sagde jeg før, at alle dyr, som trygt og godt i deres huler, reder og huller?
Det gjorde jeg vist. Men det er ikke helt rigtigt.

Rie Ræv har været vågen længe. Hun har haft mareridt. Igen. Men i nat har hun ikke vækket Rose og Roja, for hun gider ikke, at de tænker, at hun er en bangebuks og en småling. Tretrekvart er hun, og så er man ikke lille mere.

Det kunne ellers være SÅ dejligt at kravle ind og putte hos sine søstre. Men hun gør det ikke. Nej! I stedet ruller Rie sig en omgang, kniber øjnene sammen, stikker næsen helt ind i sin bløde buskede hale og spidser ører: Er der noget uhyggeligt udenfor hulen? Hun kan ikke høre noget. Sådan går sekunderne og minutterne og nu er det pludselig som om noget i stedet kilder i næseborene. På den gode måde. Den helt rigtige måde: 

PANDEKAGER! Rie eeelsker duften af fars pandekager. For så er det morgen og endnu bedre: Det er weekend, og det betyder masser af tid til leg, sjov og nye eventyr i Fabeløs sammen med Rose, Roja og far Rasmus selvfølgelig. Ååh så er det alligevel godt at være lillesøster, for så får man tit den sidste pandekage og Rie elsker bare søde sager. 

 

Rikke Raahauge

Leave a comment

Please note: comments must be approved before they are published.